Små Ting

Skolerejse til Bruxelles // At udfordre angsten endnu en gang

img_0948

Hvis I følger med herinde, og har fulgt med i et stykke tid, ved I, at jeg har kæmpet med angst gennem en længere periode, og at jeg sidste forår var på studierejse til Lissabon. Studierejsen var en udfordring, qua min angst, men jeg klarede det og var så stolt og glad! Siden dengang, i april ’17, er det gået fremad med min angst. Jeg er (stort set) fri for fysiske symptomer i hverdagen, og det gør bare mit liv så meget nemmere og bedre. Jeg kan meget mere – og har overskud til at ville meget mere. Spørg alle omkring mig, og I vil få bekræftet at jeg er en helt anden Marie nu, end hvad jeg var bare for et år siden.

Da vi, min klasse og jeg, i efteråret blev præsenteret for idéen om at rejse til Bruxelles til januar, var min umiddelbare reaktion at ja – det ville jeg gerne. For et år eller halvandet siden havde min reaktion nok nærmere været noget i retning af: Fuck. Det tør jeg ikke. Det kan jeg ikke. Det vil jeg ikke. Men denne gang var det en helt anden reaktion, jeg havde. Det gjorde mig ufattelig glad, at jeg er nået så langt, at jeg kan se det positive og spændende i forskellige oplevelser, i stedet for kun at fokusere på “det farlige” og dét, der kan gå galt.

Men. Selvfølgelig er der et men. Vi skal køre i bus. Og så begynder angsttankerne: Fuck. Det tør jeg ikke. Det kan jeg ikke. Det vil jeg ikke. For er der én ting, jeg ikke kan lide, og én ting, der særligt har trigget min angst, så er det offentlig transport – i særdeleshed busser. Jeg er skrækslagen for at blive køresyg, da frygt for kvalme og opkast er dét, min angst er centreret omkring. Så selvom jeg til hverdag er ved at være angstfri, så er der altså stadig situationer, der kan fremprovokere angsten. En 12 timers bustur til Bruxelles er en af dem.

Jeg vil virkelig gerne gøre det – for jeg ved, at jeg kun overvinder angsten, ved at udfordre den. Og jeg vil også mægtig gerne med til Bruxelles, da selve turen lyder vildt spændende. Men for fanden, hvor det tærer på de mentale kræfter, at skulle på en tur, der er så grænseoverskridende. Jeg ved, at min katastofetanker kun er et produkt af angsten, og jeg ønsker ikke, at den skal styre mit liv, men det er stadig enormt hårdt og udmattende, at have disse tanker. Jeg ville bare så gerne kunne glæde mig til turen, men lige nu glæder jeg mig mest til, at den er overstået.

Men jeg gør det. Selvom jeg ikke tør. Jeg kan og jeg vil. Og det skal nok blive godt – når busturen er overstået….

   

1 kommentar

  • Laura

    Dette er et nærmest et skræmmende tilfælde. Netop som jeg forsøgte at lindre angsten over at skulle beslutte, hvorvidt jeg skal tage med på studietur til, ja gæt engang, Bruxelles – skriver du dette om selvsamme by og dilemma.
    Puha, hvor forstår jeg dig godt. Men jeg tror jeg vil gå tilbage til dit indlæg om studieturen og min kommentar der, og bruge dine erfaringer som en påmindelse om, at det ikke nødvendigvis bliver en fiasko. At det kan give små succesoplevelser. Det håber jeg, at du også kan huske på. Mon ikke det nok skal gå ligesom din sidste tur?
    Selvom bussen (såvel som fly og andre alternativer) virker umulige, skræmmende og angstprovokerende, vil det være ærgerligt at lade dem fratage os resten af turen.
    Held og lykke, om ikke andet med at træffe valget. Det skal nok blive en god tur.
    Kærligst Laura.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Små Ting