Morgenstund

Smoothiebowl med Appelsin & Ingefær

fullsizeoutput_861a

Den her skål smager lidt af sommer og solskin, og samtidig krydret, citrus-agtigt af efterår. Ret lækkert, hvis I spørger mig.

Smoothien er vegansk og fyldt med gode, nærende sager. Appelsin og ingefær er de kraftigeste smagsgivere, men der er også andre gode sager i. Der er faktisk en skjult grøntsag i, der slet ikke kan smages, men som bare tilføjer masser af fylde til smoothien og ekstra plusser på fiberfronten.Hvis smoothien skal gøre det ud for et helt måltid, kan det være en god idé at tilsætte et scoop proteinpulver, da den så mætter i længere tid, men for et lettere måltid, kan det også sagtens udelades.

fullsizeoutput_8617

Jeg toppede med lidt chiagrød og granola fra Danish Granola Company, da jeg synes, at det er lækkert med noget knas på min smoothiebowl. Jeg valgte choko-udgaven, da appelsin og chokolade er et virkelig godt makkerpar, men alle de andre varianter (mandel/cashew/pistacie/paranød, æble/appelsin/cashew eller kokos/mandel) kunne også være gode at putte på!

fullsizeoutput_85e5

Opskrift på smoothiebowl med appelsin og ingefær, 1 person:
1 frossen banan*
1 appelsin
3-4 buketter blomkål
et stykke ingefær – så meget, du kan lide
et stykke gurkemeje – så meget, du kan lide (kan udelades)
1 citron, saften herfra
1-2 tsk. honning
et nip vaniljepulver
evt. et scoop neutral/vanilje proteinpulver**
plantemælk/vand

  1. Skræl appelsinen og skær den i mindre stykker, skær/bræk blomkål i mindre stykker, og riv ingefær og gurkemeje.
  2. Put banan, appelsin, blomkål, ingefær, gurkemeje, citronsaft, honning, et nip vaniljepulver og evt. proteinpulver i en blender.
  3. Tilsæt en smule plantemælk eller vand lidt ad gangen og blend til en ensartet, cremet konsistens. Pas på ikke at tilføje for meget væske ad gangen. Der skal kun lige tilføjes nok til at blenderen kan arbejde, men ikke så meget, at smoothien bliver helt flydende (hvis den bliver for flydende til at spise med ske af en skål, kan den selvfølgelig drikkes med sugerør)

*Frys bananen ned aftenen før – så er du klar til at lave smoothie næste morgen!

**Proteinpulveret er valgfrit. Hvis smoothien skal gøre det ud for et helt måltid, kan det være en god idé at tilsætte, men det er absolut ikke nødvendigt.

img_6129

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Morgenstund