Topshop Jumpsuit

Sommerdessert // Mascarponecreme, Bær & Knas i Glas

IMG_8418

Lige nu er der masser af friske, (sol)modne sommerbær, fyldt med smag, der bare venter på at blive spist direkte fra buskene/træerne/planterne, men også puttet i lækre sommerdesserter.

Vi havde noget mascarpone og fløde stående i køleskabet, der skulle anvendes, og jeg fik derfor den idé, at lave en vaniljeprikket mascarponecreme til de syrligtsøde bær.

IMG_8416

Det kom der disse små glas ud af. Med knas i form af makroner og ristede mandler, en cremet og luftig creme, der nærmest havde konsistens som mousse og så masser af forskellige bær. Cremen var smagt til med vanilje, citron og hyldeblomstsaft, der er fine sommersmage, der komplimenterer friske bær helt perfekt.

IMG_8415

Desserten tager ingen tid at smække sammen, og efter en times på køl er de små glas klar til at blive spist. Hvis man får gæster, kan de også snildt forberedes nogle timer i forvejen, så man kan sætte desserten på bordet uden at bruge tid i køkkenet, væk fra gæsterne. Så hvis I mangler en hurtig sommerdessert, er dette et af mine bedste bud.

Den er nem og den smager helt fortrinligt. Og så er det lidt fint, at få sådan et lille glas hver.

IMG_8412

Opskrift på sommerdessert // mascarponecreme, bær & knas i glas, 5 personer:
75 g. mascarpone
25 g. creme fraiche
1/2 dl. fløde
kornene fra 1/2 vaniljestang
skal fra 1/2 økocitron
1 tsk. citronsaft
1 tsk. hyldeblomstsaft
25 g. sukker + 10 g. sukker
1 bæger pasteuriseret æggehvide
250 g. blandede bær (jeg brugte hindbær, ribs, kirsebær og blåbær – jordbær og solbær kan også anvendes)
30 g. macroner
30 g. mandler
evt. usaltede pistacienødder, fint hakket

  1. Bag mandlerne i 10-15 minutter ved 150 grader til de er let gyldne. Lad dem køle af, mens du laver resten af desserten.
  2. Pisk mascarpone, creme fraiche, fløde, vaniljekorn, citronskal og 25 g. sukker sammen til det har en tyk, cremet konsistens.
  3. Tilsæt hyldeblomstsaft og citronsaft og pisk det godt i.
  4. Pisk æggehviden til den begynder at blive luftig og skummende (det er lettest med en elmixer)
  5. Drys sukkeret i under piskning, og pisk til æggehviden er helt stiv og sukkeret opløst.
  6. Vend den piskede æggehvide forsigtigt i mascarponecremen, til du har en homogen masse. Fyld cremen i en sprøjtepose.
  7. Knus makronerne i hånden, så der er små og store stykker. Fordel dem i bunden af 5 glas.
  8. Hak mandlerne groft, og drys 1 spsk. i hvert glas.
  9. Fordel halvdelen af cremen ligeligt i de 5 glas.
  10. Fyld godt med bær i  – gem et par stykker til pynt.
  11. Fordel den anden halvdel af cremen, pynt med de gemte bær, drys med hakkede mandler og evt. lidt hakket pistacie.
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Topshop Jumpsuit