Kraniespejlægsform

Taking Care of Myself

rugbrød med ost og banan, skyr med hjemmelavet müsli og blåbær, ananas og banan med peanutbutter, samt kaffe

Jeg sørger for at passe lidt ekstra godt på mig selv i dag. Få slappet af, lavet ingenting, og spist godt og nok. Siden jeg kom hjem fra sommerferie natten til mandag, altså for en uge siden, har jeg haft rygende travlt.

Jeg startede på “projekt værelse” i mandags og havde første arbejdsdag i tirsdags. Arbejde hele onsdag, sov hos Emma om aftenen, hvor vi snakkede halvdelen af natten, og tog tidligt hjem torsdag morgen, da hun skulle på arbejde. Ordnede værelse hele dagen og havde mine bedsteforældre, moster og onkel på besøg om aftenen. Arbejdede igen hele dagen fredag og lørdag, og i går stod så på mere værelsesordning, -indflytning og -sortering, inden jeg skulle til efterskolegenforeningsfest. Det var første gang jeg så folk, siden vi stoppede, og det var vildt dejligt! Utroligt som vi bare faldt i hak med det samme, snakkede, snakkede og snakkede. Jeg var der bare til ved 11-tiden, hvor den “vilde” del af festen startede, for den havde jeg ikke rigtig overskud til. Jeg nød bare at se folk igen, og så kunne de godt få lov til at være fulde og danse uden mig. På det tidspunkt trak min seng mere i mig.

Så jeg har lavet gode ting, som jeg er glad for, men det har også drænet mig for energi, og givet mig behov for en dag, hvor jeg bare trækker stikket fuldstændig. Laver ingenting med god samvittighed. Så jeg er klar til tre fulde arbejdsdage i streg fra imorgen af.

I dag har jeg dermed sovet længe, slæbt dynen ind i sofaen og spist ovenstående morgenmad, mens jeg så Kagekampen på Kanal 5. Virkelig skodprogram, men godt at stene lidt til. Var oppe og gå lidt rundt, ordnede et par småting på værelset og bagte lidt. Droppede det med at være aktiv igen, lavede en omgang frokost og satte film på, som jeg halvsov lidt til. Nu har jeg sat mig i min lænestol, på mit nyindrettede værelse (glæder mig til at vise det!) og vil kigge lidt på nogle billeder.

Jeg tror det er rigtig sundt at tage en hel dag for sig selv en gang i mellem. Jeg er tit rigtig dårlig til det, fordi jeg har så meget, jeg gerne vil. Men lige i dag, kan jeg mærke at det er det eneste rigtige, og min krop fortæller mig at jeg lige skal slappe lidt af, og give den ro til at komme sig. Og så er det uden tvivl det sundeste at gøre. Lytte til kroppen, arbejde med den og ikke imod den. Jeg øver mig i at lytte.

Håber I har haft en god start på ugen

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kraniespejlægsform