Små Ting

Tanker om Lissabon & Angst

alfama-832816_1280

Om godt to uger skal jeg til Lissabon. Jeg veksler mellem at være hunderæd og at glæde mig. For jeg er mega bange, mega angst og mega nervøs – men jeg glæder mig også til at kunne sige, at jeg har gjort det.

Det er mest dét, der er min motivation til at gøre det. Tanken om hvor godt jeg vil have det med mig selv, når jeg har gjort det. Tanken om, hvor stor en sejr det vil være. Tanken om at det, trods alt, ikke kan være en uges panik – der må også komme rare glimt ind i mellem. Det er i hvert fald dét, jeg forsøger at sige til mig selv. For jeg må erkende, at der er virkelig meget ved den tur, der skræmmer mig.

Jeg er bange for at flyve, bange for offentlig transport, bange for at blive syg, bange for at få kvalme, bange for ikke at kunne finde noget mad, jeg kan spise. Mest af alt bange for at blive overvældet af angst.

Set i bagklogskabens skyld skulle jeg nok have udfordret min angst mere, men jeg har bare ikke været klar til det. Jeg har haft det så dårligt, at det ikke har været en mulighed, at tage ud og rejse og flyve, eller tage langt væk fra min familie i flere dage. Nu er jeg så nået til et punkt, hvor jeg har det bedre. Heldigvis. Det er også den eneste grund til, at Lissabon overhovedet er en mulighed. Hvis jeg stadig havde det så skidt, som jeg havde for et halvt eller helt år siden, var det end ikke en mulighed. Men det er det nu. Og det er sgu lidt skræmmende.

For selvfølgelig er det fedt, at jeg har fået det så meget bedre, at jeg kan begynde at tænke over at udfordre mig selv på den måde. Men på den anden side, så bliver det fandeme hårdt at skulle tage det skridt. Og der er ligesom ikke tid til at tage det små trin ad gangen. Jeg må bare springe ud i det, og så håbe at jeg kan holde mig oven vande. Angsten har været en undskyldning (altså en helt gyldig en, det er der ingen tvivl om!) for de ting, jeg ikke har kunne rumme. Nu kan jeg ikke identificere mig selv som “hende med angst” på samme måde, men det betyder ikke, at jeg er angst-fri. Det betyder bare, at jeg ikke har angst i så stor grad, at det skal have lov til at styre mit liv. Jeg er stadig bange. Jeg er stadig angst. Angst for angsten. Men jeg bliver nødt til at gøre det.

Jeg må slippe angsten og gribe livet.

Sounds easy – det er det ikke. Bestemt ikke! Derfor glæder jeg mig også mest til at få overstået turen. Jeg glæder mig allerede til at komme hjem igen. For selvom det sikkert også bliver sjovt, når vi er afsted, så er der så mange ukendte faktorer, jeg er vildt nervøs over her inden afrejsen. Jeg er sikker på, at der også nok skal komme sjove og gode stunder på turen. Selvfølgelig gør der det. Det er bare ikke dét, der fylder i mit hoved. Men det bliver fandeme fedt, at kunne sige, at jeg har gjort det.

Nu skriver jeg jo nok så kækt “når jeg har gjort det”. Jeg bliver nødt til at tænke, at jeg skal afsted, hvis jeg skal gøre mig nogle forhåbninger om at kunne klare turen. Jeg må indstille mig på det mentalt. Dermed ikke sagt, at det er 100% sikkert, at jeg kommer afsted, for meget kan jo ske. Men jeg ved, at sandsynligheden for at jeg kommer afsted er størst, hvis jeg tænker at det skal jeg, i stedet for hele tiden at gå og diskutere det med mig selv. Så det er derfor, jeg skriver som jeg gør, men jeg vil også lægge kortene på bordet og sige til jer (allerede på forhånd) at det ikke er sikkert, at jeg skal afsted.

Eller… Det skal jeg jo.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Små Ting