Pilea

Valentines Chokolader

IMG_5062

Fejrer I Valentines Day? Jeg gør ikke rigtig. Måske mest fordi jeg ikke har en kæreste. For hvis jeg havde det, ville det da være ganske hyggeligt med en dag, med lidt ekstra fokus på at forkæle hinanden. Men som single (bryder mig egentlig ikke så meget om at bruge det ord om mig selv), er der ikke så meget at “fejre”.

Men, men, men. Jeg havde en rest chokoladetrøffel i køleskabet fra et tidligere bageprojekt, og det synes jeg bestemt ikke skulle gå til spilde. Så jeg smuttede i køkkenet tidligere i dag, og lavede disse fine, små chokolader, der smager dejligt friskt af bær. Der er nemlig tilsat frysetørrede hindbær i trøffelmassen, og så er der et tyndt lag ribssirup i bunden af dem, der giver et friskt, lækkert og let syrligt twist. Virkelig, virkelig godt.

Det er en af de opskrifter, der kræver lidt tid og tålmodighed i køkkenet, men hvis I har tid, lyst og mod, synes jeg bestemt i skal give jer i kast med dem, for resultatet er i den grad det hele værd!

En del af dem, har jeg foræret min bedstefar, som vi er til fødselsdag hos i dag, og den anden del venter hjemme i køkkent

Happy Valentine!<3

IMG_5064

Opskrift på 15 chokolader:
200 g. chokolade (jeg brugte 150 g. mørk og 50 g. mælkechokolade)
Trøffelmasse:
50 g. chokolade (jeg brugte 40 g. “mørk mælk” fra Toms og 10 g. mørk)
1 dl. fløde
1 tsk. honning
2 spsk. frysetørret hindbær
et nip salt
Ribssirup:
80 g. ribs (enten frosne eller friske)
1 spsk. vand
en tom vaniljestang eller et nip vaniljepulver
ca. 50 g. sukker
Pynt: frysetørret hindbærpulver

  1. Start med trøffelmassen, med at hakke chokoladen fint.
  2. Varm fløde og honning op, til det lige slår en enkelt bobbel.
  3. Hæld den varme fløde over den hakkede chokolade, og rør til det er en ensartet masse.
  4. Sæt trøffelmassen på køl natten over, til det har sat sig helt.
  5. Gå så i gang med chokoladeskallerne ved at hakke den chokolade fint.
  6. Smelt 2/3 af chokoladen over vandbad eller ved 30 sekunders intervaller i mikrobølgeovnen.
  7. Hæld den varme chokolade i den hakkede del, og rør til chokoladen er smeltet.
  8. Hæld den smeltede chokolade ned i formen og fordel det i alle hullerne. Hæld overskydende chokolade tilabge i skålen, og skrab chokoladeformen ren.
  9. Sæt skallerne på køl til de har sat sig.
  10. Imens kan ribssiruppen laves ved at putte ribs, vand og den tomme vaniljestang i en gryde, og koge det op til bærerne brister.
  11. Si så bærerne fra, og hæld den klare væske tilbage i gryden sammen med sukker.
  12. Lad det koge op til det begynder at tykne og opnår en sirupsagtig, tyktflydende konsistens. Den må gerne være ret tyk, så den ikke flyder udover det hele. Tag vaniljestangen op, hæld det i en skål og sæt det på køl.
  13. Når trøffelmassen er kølet helt af og har sat sig natten over, kan den piskes igennem med en elmixer, til den bliver luftig og cremet.
  14. Smag den til med et nip salt, og tilsæt de frysetørrede hindbær.
  15. Fyld trøffelmassen i en sprøjtepose, og fyld chokoladerne ca. 2/3 dele op.
  16. Tilsæt så et tyndt lag af den kolde sirup.
  17. Varm chokoladen til skallerne op igen, hvis den har sat sig for meget, og hæld den så over chokoladerne for at lukke dem. Skrab overskydende chokolade af, og lad chokoladerne sætte sig på køl.
  18. Tag dem ud af formen og drys dem med en smule frysetørret hindbær.
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pilea