InstaMoments #58

Valnøddelagkage

IMG_5724

Jeg havde inviteret mine veninder hjem til forsinket fødselsdag med lagkage og kaffe. Og det var super hyggeligt, og stille og roligt, præcis som jeg havde ønsket mig.

Lagkagen var også helt forrygende. Det var jeg og mine søde gæster enige om. Så selvom det er ved at være længe siden, at lagkagen blev spist, så synes jeg, at I skal have opskriften. Og i dag er det fredag, mange har fri på grund af Kristi Himmelfart, og jeg befinder mig i Barcelona (dette indlæg er planlagt), så jeg tænkte, at det var en ganske udemærket dag at bringe opskriften.

For godt nok hører lagkage sig til fødselsdage, men der skulle vel heller ikke være noget til hinder for at lave en lagkage på andre tidspunkter. Bare fordi.

IMG_5725

Lagkagen har jeg set flere gange på Anne Au Chocolats instagram og blog, og har nærmest kunne mærke mundvandet løbe. Jeg fik snuset mig frem til, at der var tale om Valnøddelagkagen fra Svinkløv Badehotel, og jeg var ikke så meget i tvivl om, at det var denne, jeg ville lave til min fødselsdag. Med en smule justeringer.

Den er SÅ simpel med basisingredienser og -smage, men så, så, så god. Bundene er luftige, lette lagkagebunde, hvor jeg tilføjede vanilje, og fyldet er vaniljeprikket, sødet flødeskum og fyldt med knas fra valnødder og chokolade. Kaffeglasuren sætter prikken over i’et, og tilføjer lige en smule kant til kagen.

Tror snart, jeg må lave den igen!

IMG_5726Opskrift på 1 valnøddelagkage, 8-10 personer:
lagkagebunde:
4 æg
100 g. sukker
kornene fra 1/2 stang vanilje
100 g. hvedemel
8 g. bagepulver
valnødde- og chokoladeflødeskum:
1/2 L piskefløde
40 g. sukker
kornene fra 1 stang vanilje
175 g. valnødder
175 g. mørk chokolade (jeg brugte 72%)
evt. 1 spsk. flydende karamel (kan udelades)
1 spsk. kold kaffe til at pensle bundene med
kaffeglasur:
1 spsk. Nescafé
2 spsk. kogende vand
flormelis

  1. Skrab kornene ud af vaniljestangen, og mas dem ud i lidt af sukkeret.
  2. Pisk æg, vanilje og sukker grundigt i en køkkenmaskine eller med en elpisker, til det er lyst, luftigt og skummende.
  3. Sigt hvedemel og bagepulver ned i æggesnapsen, og vend det forsigtigt sammen.
  4. Fordel dejen i tre lige store forme, der er smurt med en form for fedtstof.
  5. Bag dem ved 200 grader i ca. 11-12 minutter til de er let gyldne og gennembagte.
  6. Lad bundene køle lidt af, befri dem fra formene, og lad dem så køle helt på en rist. De skal være helt afkølede, inden de samles med fløden, for ellers risikerer du at fløden “smelter”.
  7. Til fyldet piskes fløden til let skum med sukker og kornene fra vaniljestangen. Pas på ikke at overpiske. Fløden må endelig ikke blive grynet..
  8. Hak chokolade og valnødder, så der er både små og store stykker, og vend det i flødeskummet. Hvis du vil have en anelse karamel i, skal det også vendes i sammen med valnødder og chokolade.
  9. Pensl lagkagebundene med lidt kold kaffe.
  10. Så skal lagkagen samles på det fad, du vil servere den på, og her er der to muligheder:
    1: At gøre det “frit”. Det giver en mere rustik lagkage, der er lidt ujævn og ser hjemmelavet ud. Her samler man blot lagkagen med bund, 1/3 fyld, bund, 1/3 fyld, bund og 1/3 fyld, der fordeles på toppen og siderne. Herefter sættes kagen på køl, hvor den kan stå til servering.
    2: Den anden mulighed er at gøre det i en form. Her puttes der kageplast eller bagepapir rundt i kanten af en springform/kagering, der har samme størrelse som bundene. Så samles kagen med bund, 1/3 fyld, bund, 1/3 fyld og bund. Herefter sættes kagen på køl et par timer, og den sidste 1/3 af fyldet gemmes. Når kagen har sat sig, løftes springformen/kageringen af, kageplasten/bagepapiret fjernes og kagen smøres så op, på både sider og top, med den sidste del af fyldet. Sæt kagen tilbage på køl, og lad den stå til servering.
  11. Umiddelbart inden servering blandes Nescafé og kogende vand, og der røres flormelis i, til glasuren har en passende konsistens, der kan fordeles på toppen af kagen.
  12. Lad glasuren sætte sig, og server kagen for dine gæster!
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

InstaMoments #58