Grønne Fingre

Veggie-Gryde

fullsizeoutput_73a4

Den her veggie-gryde er komfortfood. Fyldt med kærlighed, smag og god næring, og dejlig varmende og mættende på en råkold dag. Jeg er vild med sammenkogte retter, og vild med at man kan fremtrylle så smagfulde retter ved blot at lade grøntsager og krydderier simre. Det er ret fantastisk!

For retten består virkelig kun af grøntsager og krydderier. Den er dermed 100% vegansk, og virkelig en god måde at få en masse grøntsager indenbords på en lækker måde. Man savner på ingen måde kødet, da der er masser af umami-smag, forskellige konsistenser og proteiner fra linser og kikærter.

Jeg var lidt nysgerrig på næringsindholdet i retten. Ofte er der nemlig mange, der mener at man kommer til at mange vigtige næringsstoffer, hvis man lever vegansk. Hele denne ret indeholder lige knap 1000 kalorier (til 3-4 personer giver det et ret kalorielet måltid) og har 167,2 g. kulhydrat, 20,1 g. fedt og 46,6 g. protein. Det er altså en ganske fornuftig fordeling, og derudover er fiberindholdet (43,7 g.) og vitaminindholdet også ret højt! Veganske måltider kan altså sagtens give den næring, kroppen har brug for, men selvfølgelig skal man være opmærksom, når man udelukker visse fødevaregrupper fra sin kost.

Jeg lever, som tidligere nævnt, heller ikke hverken vegetarisk eller vegansk, men jeg holder af at implementere “grønnere” måltider, da jeg kan mærke, at det gør noget godt for min krop. Det fungerer bedst for mig på den måde, at jeg må spise alt, men lytter efter, hvad jeg har brug for. Nogle dage er det skyr og kylling, andre dage greenies og veganske grøntsagsretter.

Men you do you(!) og under alle omstændigheder synes jeg, at I skal prøve denne ret! Den er voldsomt god og selv min kødspiser af en far var ellevild med den og proklamerede, at det var bedre end kød. Det må være den ultimative ros!

fullsizeoutput_73a3

Opskrift på veggie-gryde til 3-4 personer:
2 rødløg
3 fed hvidløg
1/2 – 1 frisk chili
2 tsk. olivenolie
2 tsk. paprika
1 tsk. stødt koriander
1 tsk. spidskommen
1 squash
1 dåse kikærter
3 gulerødder
1 peberfrugt
1 dl. røde linser
1 dåse flåede tomater
1 dl. vand
1 grøntsagsbouillonterning
salt og peber
citronsaft
evt. 1 tsk. kokossukker/rørsukker

  1. Hak rødløg i grove stykker og hvidløg og chili fint.
  2. Varm olien op i en gryde, og steg løg, hvidløg og chili et par minutter.
  3. Tilsæt krydderierne og lad dem blive ristet igennem ved middel varme i et par minutter til der dufter herligt af krydderier.
  4. Skær squash i grove tern og smid dem med i gryden. Lad dem stege nogle minutter, til de begynder at blive møre og er blevet brunet let.
  5. Dræn og skyl kikærterne, skræl gulerødderne og skær dem i skrå skiver, og skær peberfrugt i grove tern. Smid det i gryden og lad det stege et minuts tid.
  6. Tilsæt linser, flåede tomater, vand og grøntsagsbouillon og bring det i kog.
  7. Lad det simre en halv times tid.
  8. Smag til med salt, peber og citronsaft, og evt. lidt kokossukker eller rørsukker, for at runde smagen af.
  9. Server gerne med neutral yoghurt, frisk persille eller koriander og måske noget lækkert brød (fx. naan). Jeg spiste også noget fintsnittet kål, grønne bønner og avokado til.

TIP: Udskift eller tilsæt grøntsager, som det passer dig

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Grønne Fingre