Små Ting

Verdens Bedste Bananbrød (Vegansk og Glutenfrit)

img_1889

Bananbrødet her er blødt, sødt og svampet. Det er faktisk noget nær det perfekte bananbrød – både hvad angår konsistens og smag. Og så er det ultimativt det nemmeste bananbrød, jeg nogensinde har bagt. Det blev til lidt ved et tilfælde, da jeg en aften havde et par overmodne bananer liggende i frugtskålen. Jeg moste dem, rørte mel og væske i, smed det i ovnen og wupti: Så var der bananbrød! Easy-peasy og sååå godt!

Jeg har tilføjet kardemomme, fordi jeg synes det klæder banan så godt. Det smager også af barndom for mig, da der altid var kardemomme i den banankage, min mor bagte, da jeg var lille. Så når jeg bager noget med banan, tilføjer jeg stort set altid kardemomme – det giver en lækker, sødlig-krydret smag, der komplimenterer og understreger smagen af banan, og så vækker det søde barndoms-kage-minder.

Brødet er oplagt at spise til morgenmad, men kan også gøre det ud for en eftermiddagstreat, da det er lidt en mellemting mellem brød og kage. Det har konsistens og mætter som brød, men har også en sødlig smag, der gør at det smager lidt luksuriøst og kageagtigt. Så godt altså!

img_1888

Brødet er, som det fremgår af overskriften, både glutenfrit og vegansk. Jeg helliger mig hverken til den ene eller den anden kostfilosofi, men jeg synes det er spændende at eksperimentere.
Jeg har ingen problemer med gluten, men jeg ved at mange vælger gluten fra af den ene eller den anden grund, hvorfor jeg synes det er sjovt, at lege lidt med. Derudover er boghvedemelet, som jeg har anvendt i denne opskrift, virkelig velsmagende, så det er slet ikke et kompromis, men derimod et tilvalg, at bruge denne meltype frem for en traditionel, glutenholdig mel lavet på korn.
Vegansk spiser jeg heller ikke, men jeg flirter mere og mere med tanken og er enormt inspireret af det vegetariske og veganske køkken. Jeg synes, det bliver for restriktivt og begrænsende for mit liv, at vælge animalske produkter 100% fra, men jeg er opmærksom på at minimere mit indtag – både for min egen og for planetens skyld. Og hvorfor putte æg i et bananbrød, når det ikke er nødvendigt? Det er de overvejelser, jeg gør mig, når jeg går i køkkenet. Hvis de animalske produkter ikke tjener et vigtigt formål, ønsker jeg ikke at bruge det. Dog er jeg for glad for smør på brød, til at ville undvære det. Så jeg spiser smør på mit veganske brød (og spiser dermed slet ikke vegansk), men det kan man jo gøre, som man vil. Ingen restriktioner eller løftede pegefingre, men bevidste valg!

Nå, nok snak om kostfilosofier og madvalg. Tilbage til dét, det skulle handle om: Verdens bedste bananbrød! Opskrift herunder:

img_1890-2

Opskrift på et lille bananbrød (vegansk og glutenfrit)
2-3 bananer (alt efter størrelse), gerne godt modne med brune pletter – så er de perfekte til at bage med
2 dl. boghvedemel
2 dl. havregryn (hvis du vil være helt sikker på at undgå gluten skal du bruge havregryn, der er markeret glutenfri, da almindelige havregryn kan indeholde spor af gluten)
1 tsk. bagepulver
1/2 tsk. kardemomme
et nip salt
1 dl. havredrik – eller anden plantedrik (alternativt kan der også bruges almindelig mælk, hvis du ikke spiser vegansk)
*evt. en skefuld sukker/kokossukker/sukkererstatning/ahornsirup/dadelkaramel

  1. Mos bananerne grundigt med en gaffel.
  2. Rør de andre ingredienser i, og rør til du har en ensartet dej.
  3. Fyld i en lille rugbrødsform foret med bagepapir.
  4. Bag ved 180 grader i 25-35 min til det er gyldent på toppen og virker fast.
  5. Tag det ud af formen og lad det køle af på en bagerist.
  6. Spis det lunt eller når det er kølet helt af.
  7. Opbevar det i en lukket pose. Jeg opbevarer det i køleskabet, men det kan sikkert også opbevares ved stuetemperatur.

Serveringsforslag: Spis det plain med koldt smør (så er det selvfølgelig ikke vegansk længere) eller en form for nøddesmør. Eller rist det på en brødrister og top det med nøddesmør, bananskiver og evt. kakaonibs. Det kunne også være lækkert med anden frugt på toppen, eller måske med noget chokoladesmørepålæg

*Jeg tilføjede 1 spsk. sukrin gold, men du kan bruge din foretrukne sødning. Smag evt. på dejen, inden du tilsætter det, for at se, om du synes det er nødvendigt – og hvor meget, du synes er nødvendigt. Det afhænger meget af bananernes modenhed, hvilken plantedrik du bruger og hvor sødt, du gerne vil have brødet.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Små Ting