Spartacus Workout

Verdens Bedste Chokoladekage

IMG_2644 IMG_2647Det hér. Det er nok verdens bedste chokoladekage. Og i dag er det fredag, så jeg synes, I skal have opskriften, og skyde weekenden i gang med manér! Jeg er i hvert fald sikker på at jeres weekend-selskab bliver svært begejstret, hvis I sætter denne kage på bordet.

Det er en tung, tung chokoladekage. Ja, vel egentlig en brownie. Den er blød og fugdy med en sprød skorpe og let seje kanter. Og med en intens, intens chokoladesmag, der kun forstærkes af den lille snert af kaffe, som jeg bestemt vil anbefale at putte i. Hvis du ikke er til kaffe, udelader du det selvfølgelig bare.

Jeg bagte kagen for efterhånden længe siden, hvor mine forældre havde den med til et middagsselskab, hvor de skulle stå for desserten. Sammen med friske bær og en kugle god (købt) vaniljeis, havde det vist været et hit. Det behøver altså ikke være vildt og fancy, før det er lækkert. Og jeg er også sikker på at denne kage kan nydes, blot som den er. I små stykker til en kop kaffe.

Opskrift til 1 kage, ca. Ø 24 cm
200 g. smør
200 g. mørk chokolade (vælg en af god kvalitet, som du rigtig godt kan lide)
200 g. sukker (jeg brugte 100 g. alm hvidt sukker, og 100 g. brun farin)
1/2 tsk. instant kaffe pulver, fx. fra Nescafé (kan udelades)
et nip salt
5 æg, let sammenpisket
1 spsk. mel

  1. Smelt smørret i en lille gryde ved lav varme.
  2. Hak chokoladen, og rør den i smørret til det er smeltet. Tilsæt også et lille nip salt og instant kaffe pulver.
  3. Tag gryden af varmen, og rør sukker i.
  4. Lad det køle let af, og rør så de sammenpiskede æg i lidt ad gangen (massen må ikke være for varm, når æggene tilsættes, da æggene så vil blive til scrambled eggs)
  5. Vend melet i.
  6. Hæld dejen i en rund springform, der er smurt og foret med bagepapir i bunden.
  7. Bag den ved 180 grader i ca. 25 min. Den skal føles lidt ubagt i midten, når den tages ud.
  8. Lad den køle til stuetemperatur, og sæt den så på køl nogle timer. Den skal sætte sig, og blive helt fast i det, så den skal allerhelst stå natten over. Hvis du er utålmodig, kan du smide den et par timer i fryseren.
  9. Server blot som den er, eller med en kugle god is og lidt frisk frugt. Den kan selvfølgelig også pyntes ved fx. at drysse den med kakaopulver eller flormelis.

TIP: Kagen kan varieres i det uendelige! Du kan prøve at lave den med mælkechokolade, hvis du vil have en lysere, mildere og sødere kage. Ligeledes kan kaffen udelades, og måske skiftes ud med appelsinskal, hindbær eller måske noget karamel? Der kan også tilføjes knas: Enten i form af nødder eller store chunks af chokolade. Det er bare at give den gas!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spartacus Workout