
Jeg er ret vild med den hjemmelavede banangranola, der kan varieres i det uendelige – og denne udgave er nok tæt på at være min yndlings. Den er helt enkel, og fyldt med ristede mandler, mørk chokolade og kakaonibs, der alle sammen både giver god smag og masser af knas. Granolaen er p.e.r.f.e.k.t. på skyr og andre yoghurtprodukter, eller ovenpå en choko-greenie-bowl for en ultra luksusagtig morgenmad. Og så må jeg også indrømme, at der blev spist en del af granolaen som snack, bare som den er. Jeg kunne nemlig ikke dy mig for at gå og nippe lidt af bøtten, når lækkersulten meldte sig. Så god er den! Crunchy og fyldt med choko-smag. Næste gang, jeg har en overmoden banan, er denne på menuen!
Opskrift til 1 bradepande // et mellemstort glas:
1 banan, godt moden
1 spsk. kokosolie
et godt nip salt
2 dl. fine havregryn
3 dl. grove havregryn
1 dl. mandler, hele
1 dl. mandler, hakkede
50-70 g. mørk chokolade, hakket
1/2 dl. kakaonibs
- Mos bananen og bland den med kokosolie og salt.
- Rør havregryn og mandler i, og rør det rundt til alle gryn og mandler er dækket af bananmosen.
- Bred granolaen ud på en bageplade, og bag den ved 180 grader i ca. 3o min til den er let gylden. Rør i den et par gange undervejs, for at sikre at den bliver bagt ensartet. Lad også gerne nogle store klumper være, for at få store, crunchy stykker.
- Drys hakket mørk chokolade og kakaonibs ud over granolaen, så snart den er ude af ovnen. Vend let rundt i det, så chokoladen fordeles.
- Lad granolaen køle helt af, så chokoladen størkner igen, inden den hældes i en lufttæt beholder.